Han kan stadigvæk huske den første nat, hvor han var på arbejde, efter corona ramte Sverige med fuld kraft i slutningen af marts. Erik Kadesjö er læge i intern medicin og arbejder på akutafdelingen på Karolinska sygehuset i Huddinge i udkanten af Stockholm.
Og den nat i marts, da de centrale sygehuse var fyldte, blev alle byens ambulancer bedt om at køre til Karolinskas to sygehuse. Alvorligt syge mennesker, som havde problemer med at trække vejret samtidig med, at der også ankom patienter med de almindelige lidelser som altid bliver kørt i ambulance.. Erik Kadesjö prøvede at sortere de coronapatienter fra, som skulle isoleres, ligesom han skulle beslutte, hvilke patienter der skulle i intensiv pleje. Han skulle også finde senge til sig, selv om der ikke var mange ledige senge.




























