Fire astronauter fra Elon Musks virksomhed SpaceX skal være på Den Internationale Rumstation frem til foråret.

Fire astronauter når frem til rumstation efter 27 timer

SpaceX's rumkapsel ses her, da den nærmer sig Den Internationale Rumstation. Her skal de fire astronauter være frem til foråret. Foto: -/Ritzau Scanpix
SpaceX's rumkapsel ses her, da den nærmer sig Den Internationale Rumstation. Her skal de fire astronauter være frem til foråret. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

SpaceX’s rumkapsel med fire astronauter er tidligt tirsdag morgen nået frem til Den Internationale Rumstation (ISS).

Det melder den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, ifølge nyhedsbureauet AP.

De fire astronauter - tre amerikanere og en japaner - skal efter planen være på rumstationen frem til foråret, indtil de bliver afløst af et nyt hold med et Dragon-rumfartøj.

Herefter vil SpaceX og Boeing skiftevis transportere astronauter til og fra stationen på Nasas bestilling.

Det er SpaceX’s anden astronautmission, men det er første gang, at firmaet har transporteret en hel besætning til et ophold på et halvt år. En testflyvning med to astronauter tidligere i år varede to måneder.

Vækket til Phil Collins-hit

Crew Dragon-rumfartøjet lettede fra Kennedy Space Center natten til mandag dansk tid og blev tilkoblet rumstationen 27 timer efter, skriver AP.

Efter et par timer om bord fik de fire astronauter en planlagt søvn på otte timer, inden de blev vækket til tonerne af Phil Collins-hittet ’In the Air Tonight’.

SpaceX-astronauter sætter kurs tilbage mod Jorden

SpaceX er et privat rumfartsselskab, som ejes af milliardæren Elon Musk. Han ejer også bilproducenten Tesla.

Rummissionen er skabt i samarbejde mellem Nasa og SpaceX.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her