Det blev endnu en topmødenat i Bruxelles uden søvn. Endnu et nattedrama. Endnu en gang et EU, der længe ikke kunne blive enige i kampen mellem penge og principper.
Men set med statsminister Mette Frederiksens (S) øjne også et EU, der står stærkere, end det gjorde for bare et år siden. Ikke på trods af de lange kampe, som på dette topmøde tog 21 timer, og som i juli tog fem dage. Heraf med et par nætter uden søvn. Men snarere på grund af de mange kampe.



























