Storbritannien har fået en rigtig god start på vaccinationsprogrammet, skriver minister onsdag på Twitter.

Storbritannien har vaccineret 137.897 borgere på en uge

Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Næsten 140.000 borgere i Storbritannien er i løbet af de første syv dage efter udrulningen af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech blevet vaccineret mod coronavirus.

Det skriver Nadhim Zahawi, som er ministeren med ansvaret for vaccineprogrammet i Storbritannien, på Twitter onsdag.

En rigtig god start på vaccinationsprogrammet, skriver han og remser antallet af vaccinationer i de forskellige nationer i Storbritannien op.

»England: 108.000. Wales: 7897. Nordirland: 4000. Skotland: 18.000. Storbritannien i alt: 137.897«, skriver Nadhim Zahawi og tilføjer, at tallet vil stige.

England frygter ny hurtigtspredende variant af coronavirus

Mens vaccinationen mod coronavirus er begyndt i eksempelvis Storbritannien og USA, har EU endnu ikke fulgt trop.

Men det sker formentlig inden længe.

23. december sker europæisk beslutning

Tirsdag blev det meldt ud, at der den 21. december bliver holdt et ekstraordinært møde i en ekspertkomité under Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

På dagsordenen er coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech, og om vaccinen bør anbefales til brug af EU’s medlemslande.

Det er EMA, som står for at anbefale vacciner i EU. Den 23. december bliver det endeligt besluttet i EU-Kommissionen, om vaccinen skal godkendes til brug i EU-lande.

» Jeg glæder mig over nyheden«: Europæisk coronavaccine kan blive godkendt inden jul

Hvis coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech bliver godkendt i EU 23. december, så vil vi i Danmark begynde at vaccinere mod coronavirus på denne side af nytår.

Det sagde Thomas Senderovitz, direktør for Lægemiddelstyrelsen, tirsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her