Bekymring for indførelse af toldsatser er med aftale mellem briterne og EU fjernet, og det sender pundet op.

Handelsaftale med EU styrker det britiske pund

Lyt til artiklen

Det britiske pund har fået et løft, efter at Storbritannien og EU torsdag langt om længe blev enige om en aftale, der fastsætter rammerne for den fremtidige samhandel mellem parterne. Pundet er styrket både over for dollaren og euroen.

Det skriver AFP.

Økonomer forventer, at både den britiske og den europæiske økonomi vil blive negativt påvirket af forstyrrelser i varehandelen og stigende omkostninger, når Storbritanniens overgangsperiode i skilsmissen fra EU udløber den 31. december i år.

Men til trods for det er bekymringen for genindførelse af toldsatser fjernet, og forholdet mellem parterne står på mere sikker grund efter aftalen faldt på plads, skriver nyhedsbureauet.

Efter flere døgns næsten uafbrudte forhandlinger var det ventet, at EU-Kommissionens formand, Ursula Von der Leyen, og den britiske premierminister på pressemøder torsdag morgen ville meddele, at de var blevet enige.

Udsigten til en afslutning på forhandlingerne udløste optimisme på aktiemarkedet i London, som på grund af julen kun var åbent til middagstid torsdag.

Men i takt med, at det trak ud med en officiel bekræftelse om en aftale, blev toppen taget af kursstigningerne. Det toneangivende indeks i London, FTSE 100, endte den afkortede handelsdag med en stigning på 0,1 procent, skriver avisen Evening Standard.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her