Briter stemmer ja til handelsaftale med EU

Foto: -/Ritzau Scanpix
Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det britiske Underhus har onsdag med stort flertal stemt ja til den handelsaftale med EU, der træder i kraft, når overgangsperioden udløber ved nytår.

521 har stemt for og 73 imod. Det er et overvældende flertal på 448 stemmer, rapporterer tv-stationen BBC.

Aftalen skal også til afstemning i parlamentets andet kammer, Overhuset. Der ventes den ligeledes at blive vedtaget.

Dernæst skal den have dronning Elizabeth II’s formelle godkendelse.

Fra EU’s side skal EU-Parlamentet også behandle aftalen, men det sker først efter nytår.

Aftaledokumenterne blev fløjet fra Bruxelles til London for at blive underskrevet af premierminister Boris Johnson onsdag formiddag, da de var blevet underskrevet af EU’s ledere.

I alt blev tre aftaler underskrevet i Bruxelles og London onsdag.

Ud over handels- og samarbejdsaftalen, som blev klar juleaftensdag, er der to separate aftaler om informationsdeling og atomsamarbejde i Euratom.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her