Milos Zeman, præsidenten i Tjekkiet, har udstedt et dekret om nyt parlamentsvalg i oktober.

Tjekkerne skal til oktobervalg

Lyt til artiklen

Den 8. og 9. oktober skal vælgerne i Tjekkiet til valg for at sammensætte et nyt parlament.

Det står klart, efter at præsident Milos Zeman torsdag udstedte et dekret om valget.

Det seneste parlamentsvalg var i 2017.

Det kommende valg er derfor inden for de normale regler om valg hvert fjerde år.

Der er omkring otte millioner vælgere i Tjekkiet, og de skal sammensætte et parlament med 200 medlemmer.

Siden valget i 2017 er Tjekkiet blevet styret af en mindretalsregering med partiet Ano under ledelse af premierminister Andrej Babis.

Partiet er efter de fire år stadig populært.

Hvis der skulle stemmes nu, ville partiet ifølge meningsmålingerne få 28,5 procent af stemmerne.

Dekretet fra præsident Zeman er tilknyttet en regel om begrænsning af brug af penge i valgkampen til det, der svarer til godt 19 millioner kroner per parti.

Det er finansielle bånd, som oppositionen er utilfreds med.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her