Mindst 70 civile er dræbt i angreb mod to landsbyer i Niger. Formodede militante islamister stod bag blodsudgydelserne. Det oplyser to sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge landets indenrigsminister er mindst 56 civile dræbt og 20 andre såret, efter at militante islamister udførte et formodet terrorangreb, skriver nyhedsbureauet dpa.
Angrebet skete tæt ved Nigers grænse mod Mali lørdag.
Niger ligger i Vestafrika og er en del af den uroplagede Sahel-region, hvor militante grupper kæmper om kontrollen.
Landet har i de seneste år oplevet et stigende antal angreb. I det forgangne år har islamistisk vold kostet hundredvis af civile og soldater livet.
Det er kommet, efter at islamistiske grupper i 2012 indledte et oprør, som har kostet tusindvis af mennesker livet i Mali.
Fra Mali har den væbnede konflikt spredt sig til nabolandene Niger og Burkina Faso.
Trods militær bistand fra Frankrig har det vist sig vanskeligt at få kontrol over de militante oprørsgrupper i Mali.
Hundredvis af kilometer længere mod øst ved landets sydøstlige grænse til Nigeria står Niger over for angreb fra jihadisterne i Boko Haram.
Over 40 procent af Nigers befolkning lever i ekstrem fattigdom.
Lørdagens angreb kommer, samtidig med at stemmerne er ved at blive talt op efter et valg søndag. Her står det socialdemokratiske regeringsparti til sejr.
ritzau




























