Uro er udbrudt, mens Kongressen officielt skal bekræfte Joe Biden som vinder af præsidentvalget.

Demonstranter stormer Kongressen i USA

Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demonstranter er trængt ind i Kongressen i USA. En nedlukning er beordret i både Senatet og Repræsentanternes Hus, oplyser politiet ifølge Reuters.

Tv-kanalen CNN rapporterer, at politiet bruger tåregas mod demonstranterne for at få styr på situationen. Samtidig viser billeder fra CNN, at Trump-tilhængere er i selve kongresbygningen.

Det er uklart, hvad der præcist foregår. Men det står klart, at Trump-tilhængere er i selve bygningen og tilsyneladende trænger længere ind.

En journalist på stedet rapporterer, at demonstranterne er trængt ind i selve senatskammeret. Det samme viser billeder, som florerer på Twitter, fra journalister på stedet.

Medlemmer af Repræsentanternes Hus har af politiet fået at vide, at de bør finde gasmasker frem fra under deres sæder og være klar til at tage dem på.

Uroen er udbrudt, samtidig med at Kongressen formelt skal godkende resultatet af præsidentvalget.

Billeder viser politiet i Repræsentanternes Hus’ kammer med pistoler pegende mod demonstranter på den anden side af døren.

Demokraten Nancy Pelosi og Washington D.C.’s borgmester skal have bedt Nationalgarden om at træde til, skriver Reuters. Ifølge en journalist fra The Washington Post er denne anmodning dog blevet afvist.

Tusindvis af Trump-tilhængere protesterer mod valgresultatet ved Kongressen.

Vicepræsident eskorteret væk

Vicepræsident Mike Pence er blevet eskorteret væk fra Senatet og til et sikkert sted, rapporterer journalister på stedet ifølge Reuters.

Han sagde tidligere onsdag i Kongressen, at han - imod Trumps ønske - ville bekræfte Demokraternes Joe Bidens valgsejr.

Trump mener, at Pence bør afstå fra formelt at udpege Biden som ny præsident efter optællingen. Den opfordring kom han med, da han holdt tale ved protester i Washington onsdag.

Mike Pence har den formelle pligt til at udråbe USA’s kommende præsident og vicepræsident efter optællingen i Kongressen.

Washington D.C.’s borgmester har beordret et udgangsforbud i byen fra onsdag midnat dansk tid til klokken 12.00 torsdag dansk tid.

Ifølge øjenvidner er medlemmer af Repræsentanternes Hus ved at blive eskorteret væk af politiet.

Den afgående præsident Donald Trump opfordrer på Twitter demonstranter, der er trængt ind i kongressen i Washington, til at opføre sig fredeligt.

»Støt venligst vores hovedstadspoliti. De er i sandhed på vores lands side. Forbliv fredelig«, skriver han.


Ritzau/Politiken Oliver Kløvedal Reich

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her