Der blev ikke handlet hurtigt nok og kraftigt nok, da de første udbrud af Covid-19 viste sig i december 2019. Der gik således flere uger og måneder, inden Verdenssundhedsorganisationen (WHO) henholdsvis indkaldte sin krisekomité og betegnede Covid-19-udbruddene som en pandemi. Erfaringerne fra det seneste års pandemibekæmpelse bør føre til en modernisering af WHO, der mangler både ressourcer, redskaber og magt.
Det konkluderer et uafhængigt ekspertpanel, som WHO har bedt om at evaluere indsatsen mod Covid-19, i en foreløbig rapport. I spidsen for panelet er Helen Clark, tidligere premierminister i New Zealand og Ellen Johnson Sirleaf, tidligere præsident i Liberia. Panelet har yderligere 11 medlemmer, som formand og næstformand har udpeget på baggrund af deres sundhedsfaglige, økonomiske eller politiske erfaring og kvalifikationer.




























