Den vrede menneskemængde, der angreb USA’s Kongres 6. januar, fulgte daværende præsident Donald Trumps opfordring til at gøre det.
Det mener de demokratiske kongresmedlemmer, der fungerer som anklagere i rigsretssagen mod Trump.
Demokraterne har torsdag fokus på den tidligere præsidents rolle i det voldsomme angreb mod Kongressen.
»Det her var ikke en skjult forbrydelse«, siger demokraten Diana DeGette, der er en af anklagerne, under torsdagens høring i Senatet.
Trump havde på Twitter indkaldt folk til demonstration i Washington D.C. den 6. januar og havde skrevet, at det ville ’blive vildt’.
Mange af hans tilhængere havde på nettet været helt tydelige i at planlægge deres deltagelse i den voldelige protest.
»Alle de mennesker, der er blevet anholdt og sigtet, holdes ansvarlige for deres handlinger. Deres leder, manden der opildnede dem til det, skal også holdes ansvarlig«, siger Diana DeGette til senatorerne.
»Men I behøver ikke at tage mit ord for det med, at oprørerne handlede på Donald Trumps anvisning. Det sagde de selv«.
Trump-tilhængernes »egne udtalelser før, under og efter angrebet gjorde det klart, at angrebet blev foretaget for Donald Trump og for at opfylde hans ønsker,« siger Diana DeGette.
Hun afspillede optagelser fra 6. januar, hvor en Trump-tilhænger sagde til en anden, idet de gik ind på et kontor i kongresbygningen:
»Han bliver glad. Hvad mener du, vi kæmper for Trump«.
Mange af Trumps republikanske partifæller er helt enige i, at angrebet den 6. januar var afskyeligt, og at de ansvarlige skal retsforfølges.
Men størstedelen af republikanerne siger, at det ikke er deres holdning, at Trump kan holdes ansvarlig.
Senatorerne fungerer som nævninger i rigsretssagen og skal i sidste ende stemme om, hvorvidt Trump var skyldig eller ej. Det kræver 67 stemmer fra de 100 senatorer for at dømme Trump.
ritzau
fortsæt med at læse


























