Torsdag formiddag gik de til de digitale stemmeurner. For sådan gør man i det italienske parti Femstjernebevægelsen, når der skal tages store beslutninger. I alt afgav 74.000 medlemmer i løbet af dagen deres stemme på partiets egen onlineplatform ‘Rousseau’, opkaldt efter den schweiziske filosof og fortaler for det direkte demokrati, Jean-Jacques Rousseau.
Svaret blev et ja med 60 procent, og dermed har Femstjernebevægelsen, der har mere end en tredjedel af sæderne i det italienske parlament, officielt bakket op om den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, som ny regeringsleder.



























