Lørdag blev Donald Trump frikendt ved sin anden rigsretssag. Syv republikanere stemte for at dømme ham.

Trump er blevet frikendt, igen

Foto: Mark Ralston/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Ralston/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s Senat har ved en afstemning lørdag aften dansk tid frikendt tidligere præsident Donald Trump i rigsretssagen mod ham. Demokraterne har ikke samlet de fornødne 67 stemmer til at dømme ham, viser den foreløbige optælling af stemmer.

57 medlemmer af Senatet stemte for at dømme Trump, mens 43 stemte imod. Syv republikanere stemte imod ham.

Demokraterne har ikke samlet de fornødne 67 stemmer til at dømme ham. Der kræves to tredjedele flertal blandt de 100 medlemmer i Senatet for at dømme Trump.

Efter afstemningen skoser Senatets flertalsleder, demokraten Chuck Schumer, sine republikanske kolleger for, at de nu har ’for evigt indskrevet deres navne ved siden af hans navn i historiebøgerne’.

»Se, hvad republikanerne er tvunget til at forsvare. Se, hvad Republikanerne er tvunget til at tilgive«, siger Schumer.

»Den mest foragtelige handling, som nogen præsident nogensinde har begået, og så kan et flertal af republikanerne ikke opbyde mod eller moral til at dømme det«.

Trump var anklaget for at have opildnet til oprør i forbindelse med stormløbet mod Kongressen 6. januar.

Afgørelsen danner dermed en abrupt afslutning på den fjerde amerikanske rigsretssag i den amerikanske historie, skriver avisen New York Times, og den eneste, hvor den anklagede har forladt sit embede før sagen.

Nyhedsmediet vurderer, at sagen sluttede efter bare fem dage blandt andet fordi, både republikanere og demokrater ikke havde den store appetit for en lang proces.

Syv republikanske senatorer stemte imod partiets tidligere præsident. Det var Richard Burr, Bill Cassidy, Susan Collins, Lisa Murkowski, Mitt Romney, Ben Sasse og Pat Toomey, skriver Ritzau.

Det er anden gang på et år, at Trump bliver frikendt i en rigsretssag. Han er den eneste præsident i USA’s historie, der er stillet for en rigsret to gange.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her