I North Carolina har en isnende tornado dræbt tre mennesker i en badeby. I Texas er over fire millioner hjem uden strøm, fordi snestorme har lammet elvæsenet. I Kansas, hvor temperaturerne er nået ned på minus 34 grader, er der erklæret undtagelsestilstand.
Nordamerika er ramt af en historisk kuldebølge, der har dræbt mindst 20 mennesker og sat store dele af landet næsten i stå. Fra Canada til Mexico advarer myndighederne i flere områder om risiko for frostbid i de iskolde vinde. Altsammen forårsaget af et mystisk vejrfænomen ved Nordpolen for fire uger siden, der har gjort det muligt for arktisk luft at skylle ned over kontinentet.


























