Af og til er der en overskrift, der er så rammende, at man bare er nødt til at citere den. »Biden tager EU tilbage til fremtiden«, skrev netmediet Politico torsdag, i anledning af at den amerikanske præsident fredag har sit første møde med flere europæiske ledere.
Først i G7, klubben af lande blandt verdens syv største økonomier og derefter i sikkerhedskonferencen i München, hvor en del af G7-landene sidder sammen med topfolk fra Nato og FN. Og med Bill Gates som den særlige gæst. Alt selvfølgelig digitalt. Derfor kan begge møder klares på en fredag.




























