Verdens medlidende øjne er lige nu rettet mod Indien, der kæmper en ensom kamp mod en ukontrollabel bølge af covid-19. USA lover at sende sine overskydende vacciner, Storbritannien har leveret iltapparater og respiratorer, og de gode viljer står i kø for at afbøde de værste konsekvenser af det indiske kaos. Men er det nok? Det korte svar er nej. Det er ikke nok, før Indien og det lige så hårdt ramte Brasilien – samt alle andre – har tilstrækkelig med vacciner til at give mange flere et stik i armen.
I dag er der møde i Verdenshandelsorganisationen WTO’s såkaldte Trips-råd. Det er den afdeling, der beskæftiger sig med patenter, herunder medicinalvirksomhedernes vaccinepatenter. Over hele verden vokser presset på både WTO, de enkelte regeringer og medicinalindustrien for at ophæve, i hvert fald midlertidigt, virksomhedernes ophavsret på de eftertragtede og alt for få vacciner, der er til rådighed globalt. Formålet er at lægge vaccineproduktionen ud i de fattige lande i Afrika, Latinamerika og Asien, så også de kan få del i den vaccinefest, der lige nu er forbeholdt den rige verden.


























