To personer fundet omkommet efter sneskred i Norge lørdag, oplyser NRK.
Et ukendt antal personer blev revet med eller begravet under sneskreddet på Sofiatinden i Lyngen i Troms i det nordlige Norge tidligt lørdag eftermiddag.
En luftambulance er på stedet.
Det skriver NTB og avisen VG.
Norsk politi skriver på Twitter, at en eftersøgning er i gang.
»Foreløbig er to personer fundet i skredet. Deres tilstand er ukendt. Eftersøgningen fortsætter«, hed det i en tidligere melding fra politiet.
Operationsleder Karl Erik Thomassen ved Troms politidistrikt siger til VG, at det var personer, som var på tur i området, som anmeldte ulykken.
»De havde set personer, som gik foran dem, og da skredet kom, antog de, at personerne foran blev taget af det«, siger operationslederen.
Røde Kors oplyser til VG, at frivillige deltager i redningsarbejdet. Nødhjælpsorganisationen er parat til at sende flere redningsarbejdere.
Tre helikoptere, fem snescootere, politifolk og redningsleder er på stedet eller på vej til det. Det skriver VG.
»Tre lavinehunde er også på stedet«, siger Stig Mebust fra Norske Redningshunde.
Sneskreddet skete i et populært turområde. Der er godt vejr i området.
ritzau




























