Tusindvis af mennesker er evakueret fra den kinesiske Yunnan-provins efter et kraftigt jordskælv fredag.

Mindst to er dræbt i jordskælv i Kina

Lyt til artiklen

Mindst to mennesker er fundet døde, efter at et jordskælv ramte Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina fredag.

Mindst 17 andre er kvæstet og modtager behandling for deres skader. Ni er reddet ud af ruinerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 20.000 mennesker er evakueret fra området af frygt for efterskælv.

Det oplyser lokale embedsmænd og seismologer.

Enkelte bygninger er styrtet sammen, og andre igen er blevet mere eller mindre ødelagt, siger myndigheder i provinsen.

Der er endnu ikke fuldt overblik over skaderne. Nogle steder har skælvet fremkaldt jordskred, der blokerer vejene. Men telefoner og internet fungerer stadig, oplyser myndigheder.

Kinesiske medier viser videoer af lamper, der gynger voldsomt i lofterne, og vaser faldende ned fra reoler.

Styrtede ud af huse

Jordskælvet havde en beregnet størrelse på 6,1 og ramte omkring ti kilometer under jordens overflade.

Det indtraf kort før klokken 22 fredag aften lokal tid tæt ved Dali, der er en populær turistby med omkring 124.000 indbyggere.

Mange mennesker i området styrtede ud af deres huse, da skælvet sendte kraftige rystelser igennem bygningerne.

Det kinesiske jordskælvscenter advarer folk i regionen om at ’blive væk fra bygninger’.

Jordskælv forekommer relativt hyppigt i Yunnan, hvor to tektoniske plader møder hinanden.

I 2014 blev provinsen ramt af et skælv, der kvæstede hundredvis af mennesker og tvang omkring 100.000 til at lade sig evakuere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her