Reaktionerne er stærke, efter at Hvideruslands præsident skal have beordret Ryanair-fly til at lande i Minsk.

EU-chefer: Helt uacceptabelt at tvinge Ryanair-fly til Minsk

Foto: -/Ritzau Scanpix
Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er helt uacceptabelt at tvinge et Ryanair-fly fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk. Det skriver EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen på Twitter.

»ALLE passagerer skal have mulighed for at fortsætte deres rejse til Vilnius omgående, og deres sikkerhed skal garanteres«, skriver hun.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, understreger også, at ’ALLE passagerer’ skal have lov at fortsætte deres rejse omgående.

»Vi holder Hvideruslands regering ansvarlig for alle passagerers og flyets sikkerhed«, skriver han.

»Det er helt uacceptabelt«, lyder det videre fra Borrell.

Udtalelserne kommer, efter at Hviderusland har tvunget et fly til at lande i Minsk og anholdt den fremtrædende oppositionsaktivist Roman Protasevitj.

Han er medstifter af Nexta, der er et af den hviderussiske oppositions vigtigste medier. Han lever i dag i eksil i Litauen.

Krav om løsladelse

Det statslige nyhedsbureau i Minsk skriver, at det var præsident Aleksandr Lukasjenko selv, der gav ordre til, at to kampfly skulle eskortere Ryanair-flyet med Protasevitj om bord til Minsk.

Ryanair-flyet fik ordren fra Hviderusland med den begrundelse, at der var en »sikkerhedstrussel« på flyet.

Hvideruslands handling er »uacceptabel« og kræver »et stærkt og samlet« svar fra EU, mener Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian.

»Alle passagerer på det fly, heriblandt også eventuelle hviderussiske oppositionsfolk, skal uden forsinkelse have lov at forlade Hviderusland«, skriver han på Twitter.

Litauens præsident, Gitanas Nauseda, retter en skarp kritik mod Lukasjenkos styre.

»En begivenhed uden fortilfælde! Et civilt passagerfly på vej til Vilnius blev tvunget til at lande i Minsk«, skriver han.

»Den hviderussiske politiske aktivist og stifter af Nexta var på flyet. Han er anholdt. Regimet er bag den afskyelige handling. Jeg kræver Roman Protasevitj løsladt omgående«.

Nauseda har også tidligere været meget udtalt i sin kritik af Lukasjenkos styre og har ladet fremtrædende medlemmer af oppositionen tage ophold i Litauen.

Han opfordrer det internationale samfund til at sikre, at det ikke gentager sig.

»Jeg opfordrer vores allierede i Nato og EU til omgående at reagere på den trussel, det hviderussiske regime udgør mod den civile luftfart«, skriver den litauiske præsident.

Tysklands regering kræver en ’omgående forklaring’ på sagen, siger en talsmand for det tyske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vi har brug for en omgående forklaring fra Hvideruslands regering om omdirigeringen af et Ryanair-fly inden for EU til Minsk og den påståede anholdelse af en journalist«, skriver talsmanden på Twitter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her