Antony Blinken tager fra mandag til torsdag på tur til blandt andet Jerusalem og Ramallah.

USA's Blinken besøger lederne i mellemøstlig konflikt

Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, skal på besøg i blandt andet israelske Jerusalem og palæstinensiske Ramallah.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium mandag i en udtalelse.

Det sker, efter at der har været stor uro i området. Der er dog også blevet indført en våbenhvile, som indtil videre ser ud til at holde.

Blinken skal mødes med blandt andre Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den palæstinensiske selvstyreleder, Mahmoud Abbas.

Derudover skal han også møde Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, i hovedstaden Kairo og Jordans kong Abdullah i hovedstaden Amman. Han skal også mødes med en række andre ledere i regionen.

Turen varer fra mandag den 24. maj til den 27. maj, oplyser ministeriet.

Våbenhvilen i området trådte i kraft natten til fredag 21. maj.

Den kom i kølvandet på 11 dages væbnet konflikt med raketter fra den militante Hamas-bevægelse og israelske bombeangreb.

Dele af Gazastriben er jævnet med jorden, og ifølge Hamas, der kontrollerer området, er 120.000 af de to millioner indbyggere blevet fordrevet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her