Det er ingen hemmelighed, at Vladimir Putin er det store forbillede for Hvideruslands diktatoriske leder, Aleksandr Lukasjenko. Men når det gælder om at spille uskyldig og kamuflere uhyrlige handlinger som ansvarlige og logiske, virker Lukasjenko som den rene novice i forhold til den russiske præsident.
Det seneste eksempel er den bombetrussel, som angiveligt var årsagen til, at Hviderusland ved hjælp af to MiG-jagere tvang et passagerfly fra Ryanair til at lande i Minsk, hvor den unge blogger og systemkritiker Roman Protasevitj blev ført ud af flyet og kastet i fængsel.


























