Datingtjenester verden over er ved at forberede sig på en romantisk eksplosion i sommermånederne, når hungrende singler får mulighed for at gå i byen efter mere end et år på social smalhals. Men der er udbredt bekymring for, om især de unge vil tøve med at blive vaccineret, fordi de ikke har samme risiko for alvorlig sygdom.
Nu har de britiske myndigheder fået en god idé: De er gået i partnerskab med en række store datingtjenester, der har lovet at fremhæve singler, der er blevet vaccineret, meget mere end andre singler. Tjenester som Tinder, Match og Plenty of Fish vil give særlige fordele som langt bedre synlighed, virtuelle stickers eller andre bonusser til folk, der oplyser, at de er vaccineret.




























