Coronarestriktioner og grænselukninger har kunnet aflæses i Europas narkomarked, der er blevet mere digitalt.

EU-rapport: Pandemien har ændret smuglernes metoder og brug af feststoffer

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

De globale coronarestriktioner har også ramt narkoens veje til Europa, og narkosmuglere verden over har ligesom de fleste andre måtte tilpasse sig grænselukninger og rejserestriktioner. Det har betydet, at i stedet for at transportere cannabis eller kokain via en smugler er det i højere grad end før sket via containere og kommercielle forsyningskæder under pandemien.

Det er en af konklusionerne i en forskningsrapport fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) offentliggjort onsdag.

»Vi er vidne til et dynamisk og tilpasningsdygtigt narkotikamarked, der er modstandsdygtigt over for covid-19-restriktioner«, udtaler EMCDDA’s direktør, Alexis Goosdeel, i en pressemeddelelse.

Pandemiens indflydelse har også kunnet aflæses i europæernes brug af euforiserende stoffer. Eksempelvis er brugen af ecstasy (MDMA), der normalt bliver forbundet med et festrelateret forbrug, dalet, da det var slut med at gå i byen i en lang periode.

En analyse af spildevandsprøver, som er tilgængelige for nogle europæiske byer, tyder dog på, at brugen af de fleste andre stoffer steg kraftigt i sommeren 2020. Det skyldes ifølge rapporten, at restriktionerne for bevægelse, rejser og sociale arrangementer blev lempet.

Flere misbruger crack-kokain

Blandt en af de mere bekymrende tendenser er, at brugen af crack-kokain er steget under pandemien i nogle lande.

»Jeg er især bekymret over de meget rene og stærke stoffer, der findes på gaden og på internettet, og over de 46 nye stoffer, der alene blev fundet i EU i 2020«, udtaler EU-kommissær for indre anliggender Ylva Johansson i pressemeddelelsen.

Måden at få fat i narkotika på under pandemien har også ændret sig. Således blev narkosælgere på gadeplan påvirket af de tidlige nedlukninger, og det førte til en efterspørgsel på stoffer lokalt ifølge rapporten. Dette kan have resulteret i, at flere narkosælgere er rykket fra gaden over på krypterede beskedtjenester eller sociale medier, hvor de har haft direkte kontakt til kunderne. Ifølge rapporten kan pandemien have medført en langvarig virkning på et mere digitaliseret narkotikamarked.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her