Onsdag erklærede en russisk domstol, at oppositionslederen Aleksej Navalnyjs bevægelse er et ekstremistisk netværk. Beslutningen ses som politisk motiveret og som et signal til USA’s præsident, Joe Biden, før han i næste uge skal mødes med Vladimir Putin: Ruslands indenrigspolitik står ikke til diskussion.
Domstolens beslutning – som Putin med al sandsynlighed har sagt god for forinden – vil presse Navalnyjs bevægelse til at operere endnu mere i det skjulte. Afgørelsen kommer i en periode, hvor Kremls årelange forsøg på at knægte oppositionen lader til at være gået ind i en særdeles aggressiv fase. I henhold til dommen kan Navalnyjs organisation, sponsorer og endda også hans støtter på sociale medier nu retsforfølges og blive sendt i fængsel.


























