Det er et afgørende vigtigt udenrigs- og sikkerhedspolitisk kapitel, der slutter, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Kofod efter danske soldaters exit fra Afghanistan: Udfordringen er monumental

I 20 år har der været danske soldater i Afghanistan. Tirsdag tog den sidste hjem. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
I 20 år har der været danske soldater i Afghanistan. Tirsdag tog den sidste hjem. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Danmark sætter tirsdag punktum for to årtiers militær indsats i Afghanistan, efter at USA tidligere i år har sat en slutdato for den amerikanske mission. De danske soldater forlader et land, som fortsat er splittet, uroligt og visse steder farligt at bo og opholde sig i.

»Alle kan se, at udfordringen i Afghanistan stadig er monumental. Det er stadig et land, som kræver et engagement. Derfor fortsætter vi også med vores civile indsats«, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i forbindelse med et møde i Luxembourg.

Danmark har været i Afghanistan med soldater siden 2002. Beslutningen om at udsende dem blev truffet af Folketinget efter angreb i Washington, D.C., og New York 11. september 2001, som al-Qaeda med Osama bin Laden i spidsen stod bad.

»Det er et helt afgørende vigtigt udenrigs- og sikkerhedspolitisk kapitel, der nu bliver sat punktum for med vores lange tilstedeværelse af soldater, som i den grad har ofret sig for Danmark og vores sikkerhed«, siger Kofod.

Ifølge udenrigsministeren har den vigtigste opgave været at forhindre terror mod Danmark og Vesten. Desuden har danske soldater, tilføjer han, været med til at sikre afghanernes frihed og hjulpet ikke mindst kvinder i samfundet og piger til at kunne komme i skole.

Under den lange mission i Afghanistan har flere tusinde koalitionssoldater mistet livet. 37 danske soldater blev dræbt, mens syv døde som følge af sygdomme, ulykker eller andre årsager.

»Det er klart, at når man ser på de tab, som vi har haft, så er det meget svært. For det er familier, det er venner. Det er noget, der gør ondt. Men det er ikke forgæves. Det har gjort Danmark mere sikkert. Derfor skal det understreges fra min side en fuldstændig dybfølt tak til de danskere, som har gjort tjeneste i Afghanistan, som har stillet sig op i forreste række og nogle med den højeste omkostning, for at vi andre kan leve sikkert. Det er noget, som vi er evigt taknemmelige for«, siger Kofod.

Beslutningen om at trække sig fra Afghanistan har været vanskelig, ikke mindst i USA. Flere end 775.000 amerikanske soldater har bidraget til missionen i landet, og flere end 2.300 af disse mistede livet. Trods disse vanskeligheder, og trods det faktum at krigen ikke har gjort Afghanistan til det frie og fredelige land, som Vesten ønskede, så mener udenrigsministeren ikke, at man skal være mere tilbageholdende i fremtiden.

»Nej, man skal bare tænke sig om i forhold til både at have en plan for, hvordan man fjerner en terrortrussel, og en plan for at sikre en stabilitet – også på længere sigt«, siger han.

Havde man ikke en god nok plan, da man gik ind i Afghanistan for 20 år siden?

»Jeg tror bare, at det dengang handlede om at fjerne en terrortrussel, fjerne et Taliban-regime, som beskyttede al-Qaeda og Osama bin Laden, så de kunne udføre de uhyrlige angreb mod os i Vesten. Det er meget kompliceret, og en stor opgave i enhver sammenhæng at skulle stabilisere et land, som har været igennem en konflikt«, siger Jeppe Kofod.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har sat 11. september i år som deadline for, hvornår den sidste amerikanske soldat skal forlade Afghanistan.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her