Da de sydeuropæiske lande sidste sommer fik øremærket gigantsummer i tilskud fra EU’s genopretningsfond, strittede den danske regering kraftigt imod. Men nu skal pengene bruges, og de sydeuropæiske lande kan gå hen og blive dansk erhvervslivs svimlende store guldæg.
»Vi betragter det som en once in a lifetime opportunity. Vi kan komme ind på markeder i Europa, hvor vi ellers ikke er så stærke i dag. De 5.600 milliarder kroner er jo investeringer, som danske virksomheder kan få gavn af«.




























