Norge har besluttet at indstille tvangshjemsendelser til Afghanistan frem til den 15. september. Det oplyser udlændingedirektoratet, UDI, og udlændingenævnet, UNE, i Oslo.
Baggrunden for stoppet er eskalering i konflikten mellem Taleban og de afghanske myndigheder, hvilket har medført en forværring af sikkerhedssituationen i landet.
Afgørelsen indebærer, at personer, som har fået besked på, at de skal tage tilbage til Afghanistan, ikke har pligt til at forlade Norge, så længe det vedtagne returstop er gældende.
Det gælder for personer fra Afghanistan, som enten har fået afslag på ansøgninger om beskyttelse, som er blevet udvist af Norge, eller som har fået afslag på ansøgninger om opholdstilladelse.
Taleban-sejre i Afghanistan øger flygtninge--presset på EU, som vil sende flygtninge returTidligere har også Finland sat tvangshjemsendelserne i bero.
Den afghanske regering har sendt en anmodning til europæiske lande, heriblandt Danmark, om at stoppe med at sende flygtninge tilbage til Afghanistan i tre måneder på grund af sikkerhedssituationen i landet og en tredje bølge af coronavirus.
Udlændinge- og Integrationsministeriet i Danmark har modtaget anmodningen.
Det er dog ikke endnu besluttet, hvad man fra dansk side vil stille op. Onsdag lyder meldingen fra ministeriet, at man stadig er ved at se nærmere på anmodningen.
Cirka 50 afghanere i Danmark afventer i øjeblikket hjemsendelse.
ritzau
fortsæt med at læse




























