Oversvømmelserne kostede mindst 180 personer livet og ødelagde huse og kritisk infrastruktur.

Tyskland vil øremærke op til 30 milliarder euro til genopbygning efter oversvømmelser

Foto: Jesper Houborg/POLFOTO
Foto: Jesper Houborg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Mindst 180 personer mistede livet under voldsomme oversvømmelser i Tyskland i juli.

Tyskland vil øremærke op til 30 milliarder euro - svarende til omkring 220 milliarder danske kroner - til genopbygning efter de oversvømmelser, der ramte landet i juli.

Det siger Tysklands kansler, Angela Merkel, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udmeldingen tirsdag kommer, efter at kansleren har talt med ledere i de forskellige regioner.

Oversvømmelserne kostede mindst 180 personer livet. Desuden blev huse, forretninger og kritisk infrastruktur ødelagt.

Udgifterne skal deles mellem Tysklands regering og landets 16 delstater. Det er ’et tegn på national solidaritet,’ siger Merkel.

Det var delstaterne Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz, der blev hårdest ramt af oversvømmelserne.

Alene i Nordrhein-Westfalen ventes omkostningerne at være på mere end 13 milliarder euro.

Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet, udtalte mandag, at regionen ikke har skullet genopbygge flere tusind ødelagte hjem siden Anden Verdenskrig.

Han har også sagt, at mere end 150 skoler og 200 børnehaver blev ødelagt af vandmasserne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her