Sicilien har onsdag sat ny varmerekord med 48,8 grader. Det giver fornyet frygt for flere brande af den slags, der i forvejen har raseret den sydlige italienske ø. Målingen er endnu ikke bekræftet, men hvis den bliver det, er det ny varmerekord i Italien.
Det usædvanligt varme vejr på Sicilien og i den sydlige region Calabrien skyldes et højtryk, der har fået navnet Lucifer. Onsdag oplyser brandvæsnet i regionen ifølge nyhedsbureauet AFP, at det har haft i alt 300 forskellige indsatser i løbet af 12 timer.
Der er registreret et enkelt dødsoffer. Det er en 77-årig landmand, der døde af sine forbrændinger, efter han prøvede at redde sin dyreflok fra flammerne i Reggio Calabria, der ligger på Italiens støvlespids. Andre steder i den sydlige del af landet ligger temperaturen mellem 39 og 42 graders varme.
Et par hundrede kilometer mod sydvest oplever Tunesien også de varmeste temperaturer nogensinde. Tirsdag blev der målt 49 graders varme i hovedstaden Tunis, oplyser landets meteorologiske institut ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er et godt stykke over den hidtidige varmerekord i Tunis, der lyder på 46,8 grader. Det blev målt i 1982.
I Tunesiens naboland Algeriet steg antallet af dødsofre som følge af skovbrandene til 69 onsdag. Mange af de omkomne er soldater, der var sat ind for at bekæmpe flammerne. Algeriet er det seneste land i middelhavsregionen, der er blevet ramt af voldsomme skovbrande.
Brand på græsk ø er ved at komme under kontrol
På Grækenlands næststørste ø, Evia, kæmper knap 900 brandfolk mod en skovbrand, der har raset i ni dage. Branden er nu langsomt ved at komme under kontrol, oplyser borgmesteren i byen Istiaia, der er flere dage har været truet af flammerne. Græske brandfolk på øen får hjælp af kolleger fra blandt andet Cypern, Rumænien og Serbien, mens blandt andet Sverige og Schweiz har sendt fly og helikoptere for at hjælpe med slukningsarbejdet.
Men kampen er langt fra vundet endnu. Flere steder i Grækenland er der knastørt efter en lang periode med høje temperaturer, og det betyder, at flammerne pludseligt kan blusse op igen. I den sydlige Arcadia-region kæmper man mod en over 10 kilometer bred front af brand i et naturområde.
»Det er meget tyk skov med mange små lokalsamfund, siger viceguvernør Christos Lambropoulos ifølge AFP.
Næsten 100.000 hektar land er raseret af brandene i Grækenland, hvor tre mennesker er døde og hundredvis af familier har mistet deres hjem. I nabolandet Tyrkiet er der stadig mindst tre store brande i gang, skriver nyhedsbureauet dpa. En af dem har tvunget folk på flugt fra deres hjem i området omkring Burdur i det sydvestlige Tyrkiet.
For to uger siden begyndte de brande, som den tyrkiske landbrugs- og skovbrugsminister har betegnet som »de værste i landets historie«. De har indtil videre kostet otte mennesker livet.
ritzau
fortsæt med at læse


























