Newzealænderne er onsdag vendt tilbage til et liv med nedlukninger, dagen efter at landet registrerede det første smittetilfælde i mere end seks måneder.
Samlet har New Zealand siden tirsdag registreret seks smittede, oplyser regeringen. Alle tilfældene er med den mere smitsomme Delta-variant, og de menes at have forbindelse til hinanden.
De indledende undersøgelser peger på, at smitten er kommet til landet fra den australske delstat New South Wales, der i øjeblikket kæmper mod statens værste udbrud med coronavirus.
New Zealand vil åbne på grund af manglende arbejdskraftEn af de smittede i New Zealand er en færdigvaccineret sygeplejerske fra hospitalet i landets største by, Auckland.
Premierminister Jacinda Ardern har beordret, at hele landet skal lukkes ned i mindst tre dage, mens Auckland forbliver lukket i syv dage.
»Vi har hele tiden haft vores måde at reagere på, og det er hårdt og hurtigt, for det er bedre end gå blidere, men længere til værks«, siger Ardern i en video, der er slået op på Facebook.
Vil komme oven på igen
Nedlukningen betyder, at elever i skoler og ansatte i de fleste virksomheder ikke længere kan møde op fysisk. Kun supermarkeder, apoteker og lægehuse må forblive åbne.
Finansminister Grant Robertson siger, at regeringen vil genindføre løntilskud fra fredag, hvis landet stadig er lukket ned.
Mundbind vil desuden være obligatoriske for alle over 12 år, melder Ardern.
»Jeg ved, at Delta får folk til at føle sig mere ængstelige og mere bange, og det er rigtigt, at vi også vil se flere tilfælde, men vi kan også komme oven på igen denne gang«, siger hun.
Sidst der var et smittetilfælde i New Zealand var i februar. Derfor har borgere også kunnet leve uden restriktioner, mens de internationale grænser med få undtagelser er forblevet lukket.
Nyt studie: New Zealand klarer sig bedst under pandemien - se Danmarks plads på listenSiden pandemiens begyndelse har New Zealand registreret omkring 2500 smittetilfælde og 26 coronarelaterede dødsfald. Der bor lidt færre mennesker i New Zealand, end der gør i Danmark.
ritzau
fortsæt med at læse




























