Mindst otte mennesker er omkommet i det østlige Mexico, hvor den kraftige orkan Grace er gået i land.
Det meddeler mexicanske myndigheder lørdag.
Seks af dødsofrene er fra samme familie, meddeler guvernøren i delstaten Veracruz lørdag.
Orkanen bringer kraftige vindstød og store mængder regn med sig. Det har givet oversvømmelser i Veracruz, der ligger på Mexicos østkyst.
Et af ofrene er en syvårig pige, der mistede livet i et mudderskred i delstatens hovedstad, Xalapa.
Bortset fra én person er alle otte omkomne fra Xalapa.
I byen Poza Rica, der ligger lidt længere mod nord, blev en voksen dræbt, da et tag styrtede sammen.
»Undtagelsestilstanden er ikke overstået«, siger guvernør Cuitlahuac Garcia på et pressemøde.
Lørdag ramte Grace det østlige Mexico med vindstød på op mod 200 kilometer i timen.
Den havde samlet kræfter over havet og var en såkaldt kategori 3 orkan, da den hamrede ind mod den mexicanske kystby Tecolutla i de tidligere morgentimer lørdag.
Orkanskalaen går fra 1 til 5.
Det er en af de kraftigste orkaner i området ved den Mexicanske Golf i årevis.
ritzau




























