Polen bygger et 2,5 meter højt hegn til Hviderusland, der beskyldes for at hævne sig med eksport af migranter.

Polen bygger hegn for at undgå migranter

Foto: Grzegorz Dabrowski/Ritzau Scanpix
Foto: Grzegorz Dabrowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Polen vil bygge et hegn langs dets grænse til Hviderusland. Samtidig vil det fordoble antallet af grænsevagter.

Det oplyser landets forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, mandag.

Hviderusland beskyldes for bevidst at sende migranter fra Mellemøsten videre til Polen og andre EU-lande.

Ifølge Blaszczak vil arbejdet med det 2,5 meter høje hegn gå i gang i næste uge.

I forvejen har Polen stationeret 900 soldater ved den 418 kilometer lange grænse til Hviderusland.

Præsident Aleksandr Lukasjenko meddelte i maj, at hans hviderussiske regering ikke længere ville hindre migranter, der ønsker at komme videre til EU.

De fleste af dem er irakere.

Det er af EU set som et forsøg fra Lukasjenko på at hævne sig på en stribe europæiske sanktioner, der er indført mod Hviderusland.

EU nægter at anerkende, at Lukasjenko vandt præsidentvalget i landet sidste år. Der fulgte nye sanktioner, da et passagerfly fra Ryanair i foråret blev tvunget til at lande i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Om bord i flyet var en kendt blogger og kritiker af Lukasjenko, Roman Protasevitj. Han blev anholdt og holdes fortsat fængslet.

Flyet var på vej fra Athen i Grækenland til Vilnius i Litauen - begge EU-lande - da hviderussiske kampfly tvang det ned.

Opdateres

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her