Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) undervurderede, hvor hurtigt Taleban ville overtage magten i Kabul, oplyser FE i en pressemeddelelse.
Det var »mindre sandsynligt«, at Kabul ville falde i 2021, og det blev orienteret til Folketingets partier på en briefing 9. august.
Det var FE’s vurdering »indtil umiddelbart før Talebans magtovertagelse«. 15. august havde Taleban kontrollen med Kabul.
»Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig«, siger Svend Larsen, fungerende chef for FE, i pressemeddelelsen.
Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig
»Vi baserede vores vurderinger på det efterretningsgrundlag, vi havde til rådighed fra blandt andet egen indhentning, Forsvaret og internationale partnere, men det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk«.
FE oplyser videre, at efterretningstjenesten løbende har vurderet sandsynligheden for, at Kabul ville falde i hænderne på Taleban.
Erfaringerne vil nu blive inddraget i den videre proces.
»Kalder på selvransagelse«
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tidligere forklaret, at analyser og efterretninger om situationen i Afghanistan var »helt afkoblet fra virkeligheden. Det kalder på selvransagelse«.
Ifølge klassificerede dokumenter, som Berlingske har set, advarede chefen for de danske styrker dog allerede i juni i en rapport om, at den afghanske hær var i opløsning, og at Taleban rykkede hastigt frem mod hovedstaden Kabul.
Chefen for de danske styrker i Afghanistan kommer dog ikke med et nøjagtigt bud på, hvornår Taleban kunne forventes at indtage Kabul.
I Forsvarsministeriet oplyste presseafdelingen til Berlingske, at hverken ministeriet eller forsvarsminister Trine Bramsen (S) har modtaget ugerapporten - eller kendte indholdet af den.
Hos Udenrigsministeriet var meldingen følgende:
»På baggrund af arkivsøgning ses hverken Udenrigsministeriet eller udenrigsministeren at have modtaget den omtalte rapport«.
Danmark og andre vestlige lande er i fuld gang med at evakuere statsborgere og lokalt ansatte afghanere fra lufthavnen i Kabul efter Talebans magtovertagelse.
Ritzau
fortsæt med at læse



























