De to brødre står og skutter sig foran Sandholmlejren, hvor deres hustruer og børn blev kørt ind et par timer tidligere. Dagen før kørte de to mænd fra Sønderborg i Sønderjylland, hvor de bor. Nu står den ene med et stribet fleecetæppe omkring sig for at holde varmen, mens de utålmodigt venter på det øjeblik, de har drømt om. Den ene bror, som ikke ønsker sit navn i avisen af frygt for Taleban, skal se sin kun fem-seks dage gamle dreng for første gang.
»Jeg har ventet på, at de skulle komme. Vi har fulgt med på News, og da vi så, at deres fly skulle lette, købte vi straks togbilletter«, forklarer han.


























