Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Eksplosion kommer kort efter USA advarede om »specifik, troværdig trussel« nær Kabuls lufthavn.

Amerikansk talsmand: Det var os, der dræbte selvmordsbomber i Kabul

Svært bevæbnede Taleban-krigere patruljerer gaderne i Kabul. Foto: Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix
Svært bevæbnede Taleban-krigere patruljerer gaderne i Kabul. Foto: Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA bekræfter nu at have slået til mod en formodet selvmordsbomber i Kabul søndag. Med en drone blev selvmordsbomberen elimineret, lyder det fra kaptajn Bill Urban, ifølge blandt andre CNN.

Dermed bekræfter han udtalelser fra Taleban, der tidligere på dagen fortalte, at det var USA, der havde affyret en raket mod en formodet selvmordsbomber i bil på den internationale lufthavn.

»Vi er overbeviste om, at vi ramte målet. Den betydelige anden eksplosion fra køretøjet indikerer, at der var tale om en stor mængde sprængstof (hos selvmordsbomberen, red.). Vi undersøger stadig, om der er sket civile tab, men indtil videre, er der ikke noget, der indikerer det«, siger kaptajn Bill Urban.

Advarsel om nyt angreb

USA advarede tidligere søndag om en »specifik, troværdig trussel« nær lufthavnen i den afghanske hovedstad. Amerikanske statsborgere blev opfordret til at forlade lufthavnsområdet øjeblikkeligt.

Torsdag ramte et dødeligt angreb nær lufthavnen. USA’s præsident, Joe Biden, har siden advaret om, at et nyt angreb kan være lige om hjørnet i Kabul.

Flere journalister i Kabul har lagt optagelser ud på Twitter, der tilsyneladende viser, hvor eksplosionen søndag skete, i beboelsesområdet Gulai i Khajeh Baghra lidt nordvest for den internationale lufthavn.


Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her