En protestleder og en oppositionspolitiker er blevet dømt for demonstrationer i Hviderusland sidste år.

Aktivisten, der rev sit pas i stykker, får 11 års fængsel efter protester

Maria Kolesnikova rev sit pas i stykker, så hun ikke kunne blive deporteret. Foto: Vasily Fedosenko/Ritzau Scanpix
Maria Kolesnikova rev sit pas i stykker, så hun ikke kunne blive deporteret. Foto: Vasily Fedosenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den hviderussiske protestleder Maria Kolesnikova er blevet idømt 11 års fængsel for sin rolle under demonstrationer i Hviderusland sidste år.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Hun er dømt for at have undergravet landets sikkerhed, for at konspirere om at tage magten og for at have oprettet en ’ekstremistisk’ gruppe.

Også den hviderussiske oppositionspolitiker Maksim Znak, der er Kolesnikovas advokat, er blevet dømt. Hans straf lyder på ti års fængsel. Begge har nægtet sig skyldige i anklagerne mod dem.

39-årige Kolesnikova, der har en fortid som fløjtenist i Hvideruslands filharmonikere, har siddet varetægtsfængslet i næsten et år.

Det samme har 40-årige Maksim Znak.

De har begge tidligere arbejdet for Viktor Babariko, som forsøgte at stille op mod præsident Aleksandr Lukasjenko ved valget sidste år.

Babariko blev dog anholdt, inden han nåede at registrere sig som præsidentkandidat.

Der er brev fra et hviderussisk fængsel: Her torturerer de mig ikke

I juli blev han idømt 14 års fængsel for svindel. Amnesty International har betegnet det som en politisk motiveret dom i et land med »en stadig mere undertrykkende regering«.

Efter anholdelsen af Babariko gik Maria Kolesnikova sammen med to andre kvinder, Svetlana Tikhanovskaja og Veronika Tsepkalo, om at udfordre Lukasjenko ved valget sidste år.

I dag er Kolesnikova den eneste af lederne bag sidste års store protester, der stadig er i Hviderusland.

Tikhanovskaja, der stillede op som oppositionens præsidentkandidat, er siden flygtet til Litauen, hvorfra hun forsøger at lede oppositionen.

Også Tsepkalo er flygtet ud af landet af frygt for at blive anholdt.

Hviderussiske myndigheder forsøgte ifølge oppositionen at tvinge Kolesnikova til Ukraine. Men hun rev sit pas i stykker ved grænsen for at undgå at blive deporteret. Siden har hun siddet fængslet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her