Mexicos højesteret har tirsdag enstemmigt afgjort, at det er forfatningsstridigt at straffe kvinder, der får en abort i det latinamerikanske land. Afgørelsen bliver set som en kæmpe sejr for kvinders rettigheder i Mexico og kommer, efter at flere delstater i USA på det seneste har indført strammere regler for abort. Afgørelsen betyder, at sager om abort ikke længere må behandles som en forbrydelse ved Mexicos domstole.
Arturo Zaldívar, der er præsident for Mexicos højesteret, hylder dommen som »et skelsættende øjeblik« for alle kvinder. Især de mest udsatte.
Sagen nåede hele vejen til højesteret på grund af en sag fra 2018, der udfordrede en lov i den nordlige stat Coahuila, der gjorde abort til en kriminel handling. Kun fire stater i Mexico tillader aborter i de fleste tilfælde. Det drejer sig om Mexico City, Oaxaca, Veracruz og Hidalgo. Mexicos 28 resterende stater straffer med enkelte undtagelser alle former for abort.
Flere kvinder er tirsdag gået på gaden i Coahuilas delstatshovedstad, Saltillo, for at fejre den nye afgørelse.
»Dette skridt er med til at bryde stigmaet (ved at få en abort, red.) en smule. Men vi er stadig nødt til også at ændre samfundets syn på det«, siger 26-årige Karla Cihuatl, der er med i fejringen.
Højesteret: Fængslede kvinder bør løslades
Mexico er verdens næstmest folkerige katolske land. Den katolske kirke er imod alle former for abort.
Hundredvis af fortrinsvis fattige mexicanske kvinder er de seneste år blevet retsforfulgt for at have fået en abort. Det menes, at dusinvis af disse stadig sidder fængslet.
I en udtalelse siger delstatsregeringen i Coahuila, at tirsdagens afgørelse virker med tilbagevirkende kraft, og at alle kvinder, der sidder fængslet for at have fået en abort, derfor bør løslades »med det samme«.
Iagttagere mener, at den mexicanske dom kan få flere amerikanske kvinder fra delstater, der på det seneste har gjort det sværere at få en abort, til at søge mod Mexico for at afslutte deres graviditeter.
Det gælder især kvinder fra Texas, der grænser op til Mexico. Delstaten vedtog i sidste uge en ny lov, som gør det forbudt at få en abort efter sjette uge.
ritzau
fortsæt med at læse




























