I den sidste uge af Donald Trumps præsidentskab var hans øverste militære rådgiver, General Mark Milley, så bekymret for, at den realitetsfornægtende og rasende præsident kunne finde på at starte en krig, at han to gange ringede til Kina for at berolige dem.
Det fremgår af en ny bog med titlen »Peril« – som kan oversættes med fare – af topjournalisterne Bob Woodward og Robert Costa fra avisen The Washington Post. Den tegner et billede af en farlig præsident, som bevægede sig længere og længere ind i sine irrationelle konspirationsteorier og rasende langede ud efter alle, der sårede hans skrøbelige ego eller nægtede at hjælpe ham med at omgøre det demokratiske valgresultat.




























