Det er tid til et opgør med de europæiske databeskyttelsesregler, GDPR.
Det mener Storbritanniens brexitminister, David Frost.
GDPR er et sæt af regler om, hvordan personfølsomme data må opbevares, men David Frost kalder persondataforordningen ’belastende’.
Ministeren er i gang med at gennemgå EU-lovgivningens islæt i britisk lovgivning. Og på databeskyttelsesområdet bør EU-reglerne erstattes af noget simplere i Storbritannien, mener han.
Idéen kan dog vise sig som en udfordring for brexitministeren.
Bliver de nye britiske regler for forskellige fra de regler, der hersker i EU-landene, risikerer Storbritannien at blive frosset ude af det europæiske onlinemarked.
Den europæiske dataforordning er nemlig blevet en slags global standard for onlinehandel. Den er også en væsentlig del af en aftale, der lader britiske selskaber udveksle data om kunder i EU-området.
Det lader Frost sig imidlertid ikke skræmme af.
»Vi vil skabe en ny vækstvenlig, pålidelig databeskyttelsesordning, som er mere proportionel og mindre belastende end EU’s GDPR-regler«, siger han.
ritzau




























