Som det sidste G20-land har Tyrkiet ratificeret klimaaftale, der har som mål at begrænse temperaturstigninger.

Tyrkiet tilslutter sig klimaaftalen fra Paris

Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix
Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Parlamentet i Tyrkiet har onsdag enstemmigt ratificeret Parisaftalen om at bekæmpe klimaforandringer som det sidste af G20-landene.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tyrkiet var blandt de første lande til at underskrive klimaaftalen, der blev indgået af stort set alle verdens lande i 2015.

Men den tyrkiske regering har ventet med at ratificere aftalen på grund af utilfredshed med, at landet indgår i gruppen af udviklede lande, som er forpligtede til at støtte udviklingslandenes klimaindsats.

Præsident Recep Tayyib Erdogan meddelte på FN’s Generalforsamling i september, at Tyrkiet ville ratificere aftalen i god tid før klimatopmødet COP26, der begynder 31. oktober i Glasgow i Skotland.

Målet med Parisaftalen er at holde den globale temperaturstigning til under to grader - og helst under 1,5 grader - sammenlignet med niveauerne før industrialiseringen.

/ritzau/

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her