Den militante bevægelse Islamisk Stat har taget skylden for voldsomt selvmordsangreb i Kunduz-provinsen.

Mindst 46 meldes dræbt: Selvmordsbombe dræber mindst 46 i afghansk moské

Moské i provinsen Kunduz ramt af stor eksplosion. Mindst 28 er omkommet, siger talsmand for Taleban. Foto: Abdullah Sahil/Ritzau Scanpix
Moské i provinsen Kunduz ramt af stor eksplosion. Mindst 28 er omkommet, siger talsmand for Taleban. Foto: Abdullah Sahil/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En selvmordsbombe har fredag ramt en moské i den nordøstlige provins Kunduz i Afghanistan. Det statslige afghanske nyhedsbureau Bakhtar melder ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindst 46 er blevet dræbt og 143 såret. To embedsmænd inden for sundhedsvæsnet, der udtaler sig anonymt, anslår ifølge nyhedsbureauet Reuters, at dødstallet vil være op mod 70 eller 80.

Islamisk Stat har taget skylden for moskéangrebet. Det oplyser den militante bevægelse på beskedtjenesten Telegram ifølge en række medier.

Ifølge Taleban-talsmanden Zabihullah Mujahid er »en række af vores landsmænd gjort til martyrer og såret«. Det skriver han på Twitter. Videomateriale fra moskéen viser lig omgivet af murbrokker.

Den angrebne moské anvendes af shiamuslimer. Shiamuslimer er en minoritet i Afghanistan, hvor flertallet er sunnimuslimer.

»Dagens hændelse er del af et foruroligende mønster med vold: Det er det tredje angreb denne uge, som tilsyneladende har en religiøs institution som mål«, skriver FN’s Mission i Afghanistan på Twitter.

Et af de seneste angreb fandt sted søndag ved en moské i den afghanske hovedstad, Kabul. Mindst fem blev her meldt dræbt. Også her tog sunnimuslimske Islamisk Stat senere skylden for angrebet.

Siden Talebans magtovertagelse i Afghanistan er angreb fra Islamisk Stat Khorasan (IS-K) taget til. Det er en afghansk gren af den militante bevægelse.

BBC’s Pakistan-korrespondent Secunder Kermani påpeger, at gruppen flere gange har ramt shiamuslimer med selvmordsangreb.

»Mange afghanere havde håbet, at Talebans magtovertagelse ville indvarsle en mere fredelig – om end autoritær – tid. Men IS udgør en markant trussel mod Talebans løfte om øget sikkerhed«, skriver Kermani for det britiske medie.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her