En person er blevet anholdt i den svenske by Lycksele efter at have angrebet og såret tre personer, oplyser politiet ifølge det svenske nyhedsbureau TT og tv-stationen SVT.
To af de sårede er under 10 år. Den sidste er cirka 75 år, oplyser svensk politi. Den anholdte er i 50-års-alderen. De fire personer kender hinanden.
Det oplyses ikke umiddelbart, hvor hårdt sårede de tre personer er, eller hvad motivet er.
»Det, jeg kan sige, er, at der er flere sårede. Det er tre (sårede, red.), hvad vi ved af på nuværende tidspunkt«, siger David Helgesson, chef for polisens enhed for grov kriminalitet, til SVT.
Identiteten på ofrene er ikke bekræftet.
»Det indledende efterforskningsarbejde er i gang«, siger Maria Linné, der er kommunikationsansvarlig hos politiet, til Västerbottens-Kuriren.
Lycksele ligger i den nordlige svenske provins Lappland omkring 700 kilometer nord for Stockholm og knap 400 kilometer fra den finske grænse.
ritzau/politiken




























