Twitters medstifter og administrerende direktør, 45-årige Jack Dorsey, træder tilbage som chef for det sociale medie.
Det skriver han i et opslag på Twitter mandag.
Han bliver med øjeblikkelig virkning afløst af Twitters teknologichef, Parag Agrawal, der enstemmigt er blevet godkendt af selskabets bestyrelse.
Twitters bestyrelse har angiveligt forberedt sig på afgangen siden sidste år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af en anonym kilde.
Dorsey har hidtil stået i spidsen for Twitter og for betalingsselskabet Square.
I begyndelsen af sidste år blev han af aktionæren Elliott Management opfordret til at træde tilbage fra chefrollen hos Twitter. Årsagen var, at han ifølge aktionæren brugte for lidt tid på Twitter og for meget på Square.
Prisen på Twitter-aktien steg mandag betragteligt efter meldingen om Dorseys snarlige exit. Også prisen på Square-aktien steg. Mandag eftermiddag dansk tid er der blevet lukket for handel med Twitter-aktien.
Twitter blev grundlagt i 2006 og er en gigant inden for sociale medier. Konceptet er, at sidens brugere kan skrive små ’tweets’ på op til 280 tegn.
ritzau




























