Bevæbnet mand er blevet anholdt, efter at hans tilstedeværelse fik politiet til at afspærre FN-hovedkvarter.

FN's hovedkvarter afspærret: Bevæbnet mand anholdt efter at have sigtet på sig selv

Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix
Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.41, efter at manden er blevet anholdt.

FN’s hovedkvarter i den amerikanske millionby New York City blev torsdag eftermiddag dansk tid afspærret, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Lukningen skete som følge af meldinger om en bevæbnet mand uden for bygningen. Ifølge AFP sigtede politiet og den bevæbnede mand på hinanden med våben. Billeder fra stedet viste på et tidspunkt en mand klædt i en rød sweater, der holdt et gevær rettet mod sin egen strube.

»FN’s hovedkvarter er lukket. Der er politiaktivitet«, sagde en talsmand fra FN til nyhedsbureauet.

Lokalt politi oplyste lidt før klokken 20.00 dansk tid på Twitter, at manden havde overgivet sig til politiet og ladet sig anholde.

Nyhedsbureauet Reuters skrev klokken 18.06 dansk tid, at det kunne ses på livevideo fra stedet, at politiet forsøgte at indgå i en dialog med manden. Ifølge Reuters så manden ud til at være i omegnen af 60 år, og situationen var for daværende stadig pågående.

New York Citys politistyrke oplyste på Twitter, at trafikken i området var afspærret, mens politiaktionen var i gang.

»Som følge af en politiaktion beder vi jer om at undgå området omkring 42 Street og 1st Avenue. Forvent beredskab i det omkringliggende område«, skrev politiet.

Lidt i klokken 20.00 dansk tid oplyste politiet, at manden havde overgivet sig. Politiet skrev dog, at området omkring FN’s hovedkvarter fortsat var afspærret, og opfordrede folk til at styre uden om 42 Street og 1st Avenue.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her