Den franske præsident, Emmanuel Macron, står helt og holdent ved sin nyligt fremsatte kontroversielle kommentar om borgere, som ikke er blevet vaccineret mod covid-19.
Det siger han på et pressemøde fredag.
Tidligere på ugen sagde Macron - mildt sagt - at han vil genere personer, som ikke er vaccinerede, indtil de siger ja til at blive stukket.
»Jeg står fuldt ved det. Jeg er ærgerlig over situationen, vi er i«, siger han.
Hans kommentar om uvaccinerede kom, i forbindelse med at det franske parlament diskuterede et lovforslag om vaccinepas.
Modstandere blev provokeret over kommentaren. Og den var medvirkende til, at diskussionerne i parlamentet blev mere ophedede og trak ud.
Pligten kommer før borgernes rettigheder
Macron italesætter også en anden kritiseret linje fra interviewet.
Her sagde han, at ’uansvarlige personer ikke længere er borgere’. Også det var med henvisning til borgere, der ikke er blevet vaccineret.
»At være en borger indebærer at have rettigheder og pligter. Og pligter kommer først«, siger Macron fredag.
Han tilføjer, at nogle borgere tolker rettigheder forkert, når de mener, at de ikke behøver at blive vaccineret. For sådan bør det ikke forstås, når man sætter andres liv i fare, mener den franske præsident.
I Frankrig forsøger regeringen at stramme coronareglerne. Den vil blandt andet indføre et vaccinepas.
Lovforslaget skal behandles i Senatet i næste uge, efter at det torsdag blev stemt igennem i parlamentet efter flere dages debat.
Lovforslaget vil gøre det obligatorisk at være færdigvaccineret mod covid-19 i en lang række tilfælde.
For eksempel vil det indebære, at borgere skal være vaccinerede, hvis de vil rejse med intercitytog, deltage i kulturelle begivenheder eller spise på restaurant.
En nylig negativ test eller bevis for et nyligt overstået coronaforløb vil ikke blive godtaget.
Den franske premierminister, Jean Castex, håber, at loven kan indføres 15. januar.
Omkring ti procent af den franske befolkning er ikke vaccineret. De udgør en større andel af dem, der indlægges og er på intensiv.
ritzau
fortsæt med at læse




























