En tidligere senator i Haiti er blevet anholdt i forbindelse med drabet på landets præsident.
Det oplyser politi lørdag lokal tid.
Ekssenatoren John Joel Joseph har været eftersøgt siden drabet på præsident Jovenel Moïse den 7. juli sidste år.
John Joel Joseph blev anholdt natten mellem fredag og lørdag i Jamaica. Anholdelsen skete i samarbejde med internationalt politi og efterforskning på tværs af landegrænser.
Moïse, der var en upopulær præsident i Haiti, blev dræbt, og hans kone blev alvorligt såret, da en gruppe på omkring 20 mænd bragede ind i præsidentboligen og skød dem.
Ægteparret lå og sov, da mændene brød ind.
Flere af de mistænkte bag drabet er blevet anholdt, men meget omkring drabet er stadig uklart. Det vides for eksempel ikke, hvem der eventuelt beordrede drabet.
Kort efter drabet blev der udstedt en arrestordre på John Joel Joseph. Myndighederne beskrev ham som bevæbnet og farlig.
Mere end 40 mennesker, herunder flere colombianere og nogle amerikanere af haitisk oprindelse er blevet anholdt i forbindelse med attentatet.
Tidligere denne måned sigtede amerikanske myndigheder en pensioneret colombiansk soldat i forbindelse med sagen.
Drabet på præsidenten forværrede en i forvejen anspændt politisk situation i Haiti, der lider under mangel på sikkerhed, bandevold og en bølge af bortførelser.
Efter Moïses død har Ariel Henry været indsat som midlertidigt statsoverhoved. Landet har ikke fastsat en dato for, hvornår der skal vælges ny præsident.
Valget er flere gange blevet udskudt - også under Moïse.
Moïse blev inden drabet beskyldt for at forsøge at forlænge sin embedsperiode på ubestemt tid med udskydelser af valget, der oprindeligt skulle have være afholdt i 2018.
ritzau
fortsæt med at læse




























