Da Taleban for fem måneder siden overtog magten i Afghanistan og lukkede skoler for piger fra 7. klasse og op, nægtede den 14-årige Nazo at finde sig i det.
I de seneste to måneder har hun sneget sig ind i et privat hjem sammen med 40 andre piger for at blive undervist i de basale fag som læsning og skrivning, matematik og islamiske studier. Hendes familie er nervøs for, at de lokale Taleban-folk skal opdage skolen, fortæller hun i en lydbesked fra Afghanistan. Men hun vil være journalist og har ikke noget valg, for Taleban har lukket den lokale skole for piger, forklarer hun.


























