Artiklen er opdateret kl. 14.48, efter at Dansk Folkeparti nu også ønsker at trække de danske soldater hjem fra Mali.
Et af partierne bag beslutningen om at sende danske soldater til Mali, mener ikke længere, at det giver mening og vil have soldaterne trukket ud. SF’s forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, siger til Jyllands-Posten, at forudsætningerne har ændret sig, efter at regeringen i Mali har meldt ud, at den vil have de danske soldater ud af landet.
»Vi mener ikke, at vi kan være til stede i Mali, hvis Mali ikke vil have det. Så er den ikke længere«, siger hun til avisen.
Også Dansk Folkeparti vil have soldaterne hjem.
»Vi tænker, at det skal være forbi nu. Med det samme. For et års tid siden var vi klar over og advarede mod, at man fortsatte forlængelserne dernede. Nu er det hele et stort virvar. Vi aner ikke, hvem vi skal holde med«, siger udenrigsordfører Søren Espersen til Ritzau.
Selv om de to partier ikke længere står bag udsendelsen af danske soldater, ændrer det ikke ved, at der er et flertal bag beslutningen. Regeringen fik i sin tid opbakning fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale samt Inger Støjberg ud over SF.
Mandag bad Malis regering i en udtalelse Danmark om at trække sine soldater ud af landet. Meldingen overraskede Udenrigsministeriet, der siden har forsøgt at få styr på, hvad der ligger bag. Frankrig, som leder den mission, som det danske bidrag hører under, er ligeledes uforstående.
Til Jyllands-Posten opfordrer Venstre til »is i maven«, indtil situationen er afdækket. Det får dog ikke SF til at tøve med at bede om at få soldaterne hjem:
»Selv hvis man forestiller sig, at de kommer frem til, at den maliske regering er internt uenig med sig selv, så er det stadig ikke et miljø, vi skal være til stede i«, siger Anna Valentina Berthelsen.
Folketingets Udenrigspolitiske Nævn skal drøfte situationen på torsdag. Desuden agter Enhedslisten, der hele tiden har været modstandere af at sende danske soldater til Mali, at bede Folketinget om at trække soldaterne hjem. Det skal ske i et beslutningsforslag, der ventes i næste uge, oplyser partiet.
Det danske bidrag til den franskledede mission ved navn Takuba Task Force består af omkring 90 personer. Danmark sendte i sidste uge et hold af jægersoldater og et kirurghold til Mali.
ritzau
fortsæt med at læse




























