Hvis trafikken ikke er for tæt, tager det kun otte minutter at køre fra den amerikanske ambassade i Moskva til den stalinistiske skyskraber, der rummer det russiske udenrigsministerium. Den tur har USA-ambassadør John Sullivan taget utallige gange, men onsdag var det i en særlig højspændt anledning.
Sullivan havde et brev i lommen, som kunne afgøre, om præsident Putin vil gøre alvor af at sende sine tropper over grænsen til Ukraine og dermed udløse en krig i Europa. Brevet var fra den amerikanske regering og indeholdt en kontant afvisning af de krav, Rusland stiller for at afblæse den militære trussel.




























