Spændingerne fortsætter mellem Malis overgangsstyre og de internationale styrker, der er i landet.

Mali smider fransk ambassadør ud af landet

En demonstrant i Mali viser sin utilfredshed med situationen i Mali. Foto: Paul Lorgerie/Ritzau Scanpix
En demonstrant i Mali viser sin utilfredshed med situationen i Mali. Foto: Paul Lorgerie/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frankrigs ambassadør i Mali har fået 72 timer til at forlade landet.

Det fremgår af en udtalelse fra de maliske myndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det fremgår ikke mere konkret af Reuters’ historie, hvilke myndigheder der står bag beskeden.

Umiddelbart inden lød det dog, at Malis udenrigsministerium havde indkaldt ambassadøren til samtale i hovedstaden Bamako.

Det sker, på et tidspunkt hvor der er opstået spændinger mellem Malis overgangsstyre og de internationale soldater i landet.

Spændingerne er særligt opstået, efter at Mali bad de danske soldater om at forlade landet. Ifølge Mali var danskerne i landet uden at have sikret sig godkendelse og have overholdt de fastlagte procedurer.

Det har Danmark afvist. Danmark er blevet bakket op af Frankrig, der står i spidsen for Operation Barkhane i Mali og resten af Sahel-regionen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her